Fyraftensmøde: Er Vertical Farming et bud på et bæredygtigt landbrug?

mar 6, 2023

Byder det fremtidige bæredygtige landbrug på en indendørs produktion i flere lag med kunstigt lys og ingen jord? Kom til fyraftensmøde i Djursland Landboforening den 21. marts, hvor du kan høre mere om Vertical Farming, som kan være den nye og alternative måde at dyrke fødevarer på.

Vertical Farming – eller det vertikale landbrug – er en ny måde at producere fødevarer på. Her foregår produktionen indendørs, i flere lag og under kontrollerede forhold, ofte med kunstigt lys og uden jord. Er Vertical Farming blot “scifiction” eller et reelt kommercielt og bæredygtigt alternativ til det “almindelige” landbrug med kornmarker, traktorer og planter i jorden?

Det kan du selv tage stilling til, når Djursland Landboforening tirsdag den 21. marts holder fyraftensmøde på landbocenteret, Føllevej 5, 8410 Rønde kl. 15.30 til 18.00.

Dagens program byder på besøg fra tre forskellige virksomheder; CphFarmHouse A/S, Food & Bio Cluster Denmark og Nordicflexhouse ApS, som alle har fingrene dybt begravet i denne nye produktionsform.

Lars Horsholt Jensen starter ud med at fortælle om arbejdet i Food & Bio Cluster Denmark, som er den nationalt udpegede klyngeorganisation for fødevarer og bioressourcer. Klyngeorganisationen arbejder for at styrke udviklingen af nye produkter, introduktion af nye teknologier/metoder og grøn omstilling med udgangspunkt i virksomhedernes behov.

Dernæst skal deltagerne høre om CphFarmHouse A/S og deres overvejelser i forbindelse med opstart af virksomheden og Ronni Bachs opvækst på en gård med et klassisk landbrug. Om hvordan de to verdner kan forenes til fremtidens udfordringer med grønne fødevarer og landbrug. Ikke mindst deres erfaringer med at dyrke bladgrønt, salater og grøntsager i en lagerhal med adskillige lag af LED lys, automatisk vanding og gødning, og hvor produkterne leveres til bl.a. kantiner, grøntgrossister og kosttilskudsproducenter.

Til slut fortæller Anders Thomsen fra Nordicflexhouse ApS, om BioPod-løsningen, som er en fødevareproduktion i lukket kredsløb, der opererer på husholdnings- eller samfundsniveau og integreret som et nyt urban farmkoncept af økolandsbyer og industrielle agrofødevareparker.

Der vil være god tid til at stille spørgsmål undervejs. Arrangementet afholdes af Djursland Landboforening og Norddjurs Kommunes Erhvervsafdeling og er inklusive kaffe og kage.

Deltagelsen i mødet er gratis, men kræver tilmelding. Tilmeldingen skal ske på landboforeningens hjemmeside HER

Alle interesserede er velkomne.